mandag den 29. august 2011

Mit kommende hus...

Så er det faldet helt på plads med min kommende bolig heroppe. Kommer til at bo i et område der hedder Nuussuaq i et lille dobbelt hus - området har sq sit eget postnummer!! Jeg får den ene del og Bølle får den anden. Bølle er en medarbejder De hiver ned fra Vores Maniitsoq IT-afdeling. Det eneste jeg har af huset er en flot lille plantegning:


Kan fortælle at huset er grønt og mægtig hyggeligt!! Glæder mig mægtigt til 1. okt. hvor der er indflytning!

søndag den 28. august 2011

Selv sønderjydere ville befinde sig godt i det kolde nord...

I Pisiffik (det store grønlandske supermarked) kan man købe noget så delikat som Sønderjydsk Kål, til den nette pris af 19.95,- 
Så bare rolig Nynne - I sønderjyder ville sagtens kunne immigrere til Grønland :o)

lørdag den 27. august 2011

Grønlandsk TV - KRN


Den grønlandske TV-kanal er en god blanding mellem DR1, TV2 og grønlandsk lokal-tv. Kanalen skifter mellem programmerne på kanalerne som de nu lige synes, og de normale danske reklamer er udskiftet med grønlandske reklamer. Reklamer der er uden lyd, og som minder mere om plakater. For at der ikke bare skal være helt stille, så har de valgt at spille sange ind over, indtil videre har jeg hørt kunstnere som Muse, Anne Linnet og Jessie J. Lige en lille optagelse:


torsdag den 25. august 2011

Nipisa


I anledningen af Katrines fødselsdag, tog praktikant-damerne og jeg ud for at spise fint. Nipisa (som betyder stenbider) er Grønlands fineste og dyreste spisested og forventningerne var derfor høje! Det der beskriver oplevelsen bedst må være menuen, so here you go':

Appetizer
Røget hval, rensdyrspølse og avokadomos

Forret 1

Laks overhældt med appelsinsauce med sprødt rugbrød og grønt på toppen


Forret 2

Helleflynde og kammusling med aubergineskiver, langtidsbagt tomat og hele rejer serveret med mornaysauce.


Forret 3

Tvebakke med røget grønlandsk lam og couscous med kapers på toppen.


Hovedretten

Rensdyrsmedaljon i persille, moskusokse svøbt i røget skinke, skiver af rensdyrschorizo, stegte svampe, blomkålsmos, ærter og majroe. Ved siden af blev der serveret en lille portion brændende kærlighed,


Dessert:

Jordbær og rabarber: Jordbær creme brulee, friske jordbær, tørrede jordbær, jordbær og rabarber sorbet og rabarberkompot.

Bemærk hvordan antallet af knive og gafler stille og roligt svinder ind efterhånden som retterne er spist! Det store spørgsmål er så, om stedet levede op til forventningerne, og her må svaret være: JA!!

mandag den 22. august 2011

Allan


Mit første møde med Allan skete tilbage i 2003 på Salling Ungdomsskole. Allan blev introduceret til mig af min veninde Pia Ankjær Poulsen, og han blev hurtigt et kærkomment bekendtskab.

 Helle Heide    -     Pia A Poulsen & Allan    -     Mig!
Mine tydeligste minder om Allan er klart fra vores efterskoletur til Berlin, hvor Allan stort set var med overalt – også den dag vi var i Zoo Berlin. På billedet herunder ses en glad Allan og hans artsfæller:


Fordelen ved at tage Allan med på min rejse er, at han tidligere i følgeskab med Pia har været i Kangerlussuaq. Han er altså den eneste pingvin i hele verden, der er kendt i det grønlandske!

<3 Allan <3

søndag den 21. august 2011

Just another sunny day


Med en vejrudsigt der lovede 10 oC og solskinsvejr drog min kollega Bjarke, hans ven Jakob, Jakob's forældre og jeg på sejltur. Sidste gang fik jeg ikke et billede af Bjarkes båd med, men denne gang skal I ikke snydes for det skønne syn af Molly:


På vej væk fra Nuuk skete der noget helt fuldstændig fantastisk – en mindre flok pukkelhvaler havde valgt at slappe af i vandoverfladen!!



Ved ikke om I kan fornemme hvor tæt hvalen er på os! Det skal altså siges, at billedet er taget med min HTC telefon, der absolut ikke kan prale af at have en fantastisk zoom-funktion. Vi var rent faktisk så tæt på, at man kunne høre vandsprøjtet, og vi fik tilmed hvalsnot i hovedet! Det var den vildeste oplevelse at se så kæmpe store dyr på så tæt hold. Optog også denne film, hvor hvalen er så fræk at blotte sin halefinne:


Efter at have sejlet rundt efter hvalerne en times tid, sejlede vi ind i kobbefjorden, her mødtes vi med Thea - Markus's båd. Drengene fik skudt lidt efter Store Malene (et stort fjeld) og en plastikflaske i vandet - boys will be boys! Nå ja, jeg fik da også lov til at prøve :o)

På vej tilbage pilkede vi torsk fra båden. Man pilker ved at sænke en snøre med 4-5 kroge til bunds, så hiver man stille og roligt op og ned i snøren, indtil man mærker modstand. Det tager nok gennemsnitligt en til to minutter til torskene har bidt på. Så hiver man stille og roligt snøren op af det 30 meter dybe vand – og wupti, så er der torsk. Første gang jeg sank min til bunds, var der tre fisk på – den var pænt hård at hive op! Og her kom dagens helt store udfordring så, jeg skulle selv dræbe, afkroge og opsprætte torskene. Var seriøst ved at dø af skræk, men på en eller anden måde klarede jeg det. Der går nok lidt tid, før jeg lærer at skære rigtig flotte torskefiletter – men al begyndelse er vel svær!


Her ses de tre torsk og håndtaget ved den forreste fisk er "fiskestangen" man pilker med.


Dagens fangst i filetter :o)

Til slut må dagens vise ord være: Der er klart en grund til at torsk er et synonym for fjols og fæ – de kæmper stort set ikke imod og bider på hvad som helst.




lørdag den 20. august 2011

Forklædt som fjeldabe


Efter en begivenhedsrig bytur fredag aften, hvor en flok ladyboys, en tudende homoseksuel og Kenneth fra Paradise Hotels stadige tilstedeværelse i Nuuk skal nævnes, tog praktikant pigerne og jeg en tur i fjeldet. Jeg havde udstyret mig med vandresko, min smarte Masanti-jakke og Allan, og jeg var derfor parat til Lille Malenes udfordringer.

Kan godt være at Lille Malene både af navn og af umiddelbar udseende ikke ser så skræmmende ud, men for fire små århusianske tøser med tømmermænd, var det altså noget af en gåtur.

Bjerget er Lille Malene, hus-klatten er Nuuk
Der findes ingen stier i fjeldene, så det handler bare om at komme op! Det var ret vildt at opleve, hvordan det på 5 minutter pludseligt var tåget over det hele. På et tidspunkt blev vi da helt i tvivl om, hvilken retning byen var, man kunne slet ikke kigge ned – selv Allan var forvirret.

Vi sluttede aftenen af hos Katrine, der bor ved foden af Lille Malene i den nye bydel ved navn Qinngorput (udtales Krængerput). Her spiste vi aftensmad og fladede ud på sofaerne med alt for mange kilo snacks og film - Velfortjent efter dagens vandring!

Fordomme


Ethvert folkefærd har fordomme om dem. Danske unge drikker for meget, larmer og er racistiske, svenskerne vrøvler og har en bestemt frisure, mens kineserne er små, flittige og spytter meget. Men sjældent er der set er folkefærd, med så mange fordomme om sig, som grønlænderne:

Fordom #01: Grønlændere er ALTID fulde
Dette er nok den mest almindelige fordom om grønlændere. Vi har alle set grønlændere sidde i Mølleparken i Århus og drikke øl til langt ud på natten, for derefter at gå ned på værestedet på Nørregade for at sove rusen ud. Grønlændere der stadig bor i Grønland slipper heller ikke for denne fordom. På lønningsdagen tager de straks en taxa ned til den nærmeste Super Brugs for at købe øl, og efterlader gerne børn uvogtede. Midt på måneden tager de bussen derned, mens de sidst på måneden overhovedet ikke har råd til hverken øl eller mad. Er det virkelig nutidens Grønland? Drikker de mere end danskere? Og hvor stiv er grønlænderstiv egentligt?

Fordom #02: Grønlændere drikker KUN Guldøl
Denne fordom hænger ganske vist sammen med den første fordom, men jeg synes dog den fortjener et punkt for sig selv. Rygtet siger at de drikker det, da det er den billigste måde at blive fuld på, men passer det? Flere procenter for samme pris, er det vejen frem for grønlændere?

Fordom #03: Grønlændere tjener ALLE deres penge på at samle pant
Knallerter fyldte med plastposer med pant styret af en grønlænder, er ikke et uvant syn i Danmark. De kære flaskejægere har opdelt parkerne mellem sig, og er døgnet rundt på jagt efter lidt ekstra kroner at tjene. Lever grønlænderne i Grønland også af pant? Har de opdelt byen mellem sig, så hver får et lille areal at samle på?

Fordom #04: Grønlændere begår selvmord i et væk
Alle grønlændere er ulykkelige og derfor begår de selvmord! Om det er på grund af mørket eller for meget druk, det vides ikke. Er selvmordskoten virkelig højere i Grønland end i andre lande? Sandheden skal frem!

Fordom #05: Grønlændere har rådne tænder
Tandløse smil fra et skævøjet ansigt er hverdagssyn. Men hvordan kan det egentligt være, når tandlægen er gratis i Grønland? Er de meget tandlægeskræk? Findes der overhovedet tandlæger i bygderne?

Fordom #06: Grønlændere elsker at dræbe babysæler
Tilbage i 1980erne lavede Greenpeace en stor kampagne om, hvordan grønlænderne dræbte små babysæler med køller og skabte derved stor foragt for sælskind. Dette fik uheldige følger for det grønlandske fangersamfund, der mistede en masse penge, da efterspørgslen på sælskind forsvandt. Verden var imod denne inhumane måde at dræbe små uskyldige sæler på, og den dag i dag svirrer rygterne stadigt! Men hvad er sandheden?

Fordom #07: Grønlænderes eneste landtransport er slædehunde
Med billedet af en grønlænder kommer billedet af hundeslæder også ofte frem. Søde bamsede hunde der tonser over isen, trækkende på en stor slæde med en pelsklædt kusk med pisk. Er det hverdag på grønland? Og er slædehunde virkeligt så nuttede i virkeligheden, som de ser ud på billeder?

Fordom #08: Grønlændere er kriminelle og voldelige:
Der begås seks gange så meget vold på Grønland som i Danmark, og drabshyppigheden er også uhyggeligt meget højere. Rygterne siger, at det typisk er folk, der kender hinanden, der i en uenig stund slår hinanden ihjel. En historie går på, at der i en lille bygd langt oppe mod nord, boede tre mennesker. Den ene kom til at slå den anden ihjel og måtte derved i fængsel – så for en periode boede der kun en i bygden. Er kriminalitet stadig et problem? Og er det noget jeg kommer til at opleve i min hverdag i Nuuk?

Til dette indlæg er det vigtigt for mig at pointere, at det ikke er mine fordomme jeg har nedskrevet – blot noget, som nogen har hørt fra nogen, der kender én... I ved!

En typisk grønlænder, eller!?



onsdag den 17. august 2011

Biografen

Der findes én biograf i Nuuk med én sal - dog til byens ros må jeg sige, at det er en stor og ret flot en af slagsen!


Damerne og jeg så denne fremragende film - må sige, den har sine grinagtige højdepunkter med talende og meget menneskelige aber. Ellers er min undskyldning for at have set denne film: "Hvad fanden sku jeg ellers bruge min aften på?

tirsdag den 16. august 2011

Fit&Fun

Motion skal der til, og da vejret ikke ligefrem tillader for meget udendørsaktivitet, så har jeg meldt mig ind i et fitness center. I Nuuk er der hele to centre at vælge imellem: Nuuk Fitness og Fit&Fun. Jeg valgte sidstnævnte, da de har helt op til 3 hold om dagen - WÅW!!!


Var til min første step time, og må sige at 4 mennesker og én instruktør føles en del anderledes end Fitness World i Scandinavian derhjemme! 

mandag den 15. august 2011

Julemandenspostkasse

Som I nok ved kommer julemanden fra Grønland, og dette brugers selvfølgelig som turistfælde. I Nuuk har de en stor postkasse, fyldt med breve til julemanden fra alverdens børn. Hvordan børnene har fået brevene ned i den  kæmpe postkasse uden ægte sprække, er mig en gåde!


Ved siden af postkassen findes en lille café, der året rundt har pyntet op med julepynt, og som serverer julemandens ynglingsdrik: varm kakao! 

søndag den 14. august 2011

Masanti A/S

Så er tiden kommet til en lille præsentation af den virksomhed, der har hevet mig til norden - Masanti A/S. Firmaet blev etableret i 1986 og er idag et af Grønlands største firmaer i branchen. Ikke at det siger så meget, for ingeniørfirmaer heroppe er SMÅ! I Masanti er der i alt ca. 15 ansatte i arkitekt og ingeniørafdelingen og ca. 7 ansatte i IT afdelingen (TV distribution, salg og opsætning af netværk, regnskabssystemer etc.). Her på kontoret i Nuuk kommer vi til at sidde 4 arkitekt/ingeniører og 2 IT-folk. For at demonstrere hvor lille kontoret er, har jeg taget et billede af det:


Det er så her, i dette lille søde gule hus, jeg både arbejder og foreløbigt bor! Udsigten fra kontoret ser således ud:


Og som i kan se folkens: Der er ingen sne :o)

Dagens sidste lille smagsprøve af Grønland er min pind på kontoret - og her ses Allan for første gang, siddende som min trofaste følgesvend på sin plads ved min side!


(Det er søndag - så må man godt være på facebook!)

lørdag den 13. august 2011

Min første fisketur


Har man ingen båd, så er man intet i Grønland – og derfor har min kollega Bjarke da selvfølgelig en båd! Sådan en motorbåd der er ca. 6 meter lang, har et lille styrhus og en lille gummibåd til. Kl. 13.00 sejlede Bjarke, Niels, Danny og jeg mod en lille fjord en halvanden times sejling fra Nuuk – dagens mission hed ”fyld fryseren med ørreder”.  

Ørreder befinder sig typisk i elve, så for at fange dem, skal man gå i land. Man placerer altså den store båd så tæt på land som muligt, og sejler i gummibåden ind med fiskestænger og andet udstyr. For enden af den elv vi var ved, var en sø - det var her vi prøvede kræfter med fiskestængerne.


På billedet ses den spinner jeg forsøgte mig med, i mellemgrunden søen og helt i baggrunden anes et kæmpe vandfald. Det var helt fantastisk at være så langt væk fra civilisationen, at den eneste lyder der hørtes var vandfaldets brusen. Desuden havde vejret været os nådige og solen skinnede fra en stort set skyfri himmel :o)

I løbet af dagen fik vi alt fanget sølle 3 ørreder, og på billedet herunder ses Danny med dagens første (og mindste) fisk!

Til de, der undre sig over det sorte net over hovedet, kan jeg fortælle, at det er et myggenet. Og I kan jo selv prøve at gætte, hvorfor man har sådan et på ;o)

På bådturen tilbage til Nuuk grillede vi et lækkert stykke rensdyr og spiste kartoffelsalat og brød til. Rensdyr smager lidt a la dådyr - mmmh!

En skøn dag i det fri - glæder mig til mange flere af den slags!

fredag den 12. august 2011

Første møde med Grønland...


Flyveturen fra Kastrup til Kangerlussuaq gik smertefrit og hurtigt. Business Class må siges at have sine fordele, med meget benplads, stole der kan bevæges i 6 forskellige retninger for at give den mest optimale (sove)stilling, forholdsvis lækkert mad med dertilhørende drikkelse. Her blev der selvfølgelig både tilbudt øl, vin, Gammel Dansk og Jâgermeister til MORGENMADEN!


På kortet er min flyvetur indtegnet, og som det kan ses er det ikke ligefrem den mest ligefremme vej, jeg har taget. Grunden til at flyet først tager til Kangerlussuaq er, at det ligger længere inde i landet, hvilket medfører mindre tåge og dermed færre aflysninger af flyafgange. Jeg havde en del timer at slå ihjel i Kangerlussuaq, så gik en tur gennem "byen" (ca. 500 indbyggere) - så bl.a. en mand der havde stillet et bord op foran supermarkedet. På bordet havde han klasket dagens fangst i form af bunker af muskos-/rensdyrkød, som han solgte til de forbipasserende:
Sidste billede er bare et stemningsbillede - har pt intet kamera, så min mobil er all I've got!

Flyet fra Kangerlussuaq er utvivlsomt det mindste fly jeg nogensinde har været på – gætter på den havde en kapacitet på ca 45 passagerer. Derudover larmede flyet dobbelt så meget som store fly, og den var voldsomt modtagelig overfor vindstød og vejr. Kort sagt en yderst interessant flyvetur!

Det søde lille fly  <3
Da jeg endelig ankom til Nuuk stod min kollega Bjarke i lufthavnen og ventede på mig. Han gav en hurtig lille køretur rundt i byen, og kørte mig derefter ned på kontoret. Kontoret har et lille værelse, som jeg skal bo i, indtil de finder noget permanent til mig. På kontoret mødte jeg de fleste af mine andre kolleger: Jonas, Niels og Martin. Sidstnævntes job er det jeg overtager, så i anledningen af hans sidste dag, havde han hentet flødekage og sodavand.

Fredagsøl skal der til, så vi tog på Daddys / Bryghuset og drak lokale øl. Endte faktisk med at være der hele aftenen, hvor jeg blev præsenteret for kontorets søde vennekreds. Jeg mødtes også med Rikke, Katrine og Ida der alle er ingeniørpraktikanter heroppe. Hvem siger forresten at Grønland er kedelig? Mødte både Kenneth (tvillingebror til Ronnie) fra Paradise Hotel og den gut (søofficer og en ægte gentleman) der er Christina fra For Lækker til Love's date i afsnit 10.
Kenneth (Paradise Hotel) og Christina (For Lækker til Love)
 Endte aftenen ved en 2-tiden, godt vissen og godt træt efter dagens strabadser.