Så har jeg været på min første tjenesterejse og min første tur til det ægte Grønland! For mange grønlændere er Nuuk ikke en del af det ægte Grønland, Nuuk er kun en storby hvor danskerne har magten. Kan godt forstå, de mener, at det er en danskerby... Meeen en storby, det kan 16.000 indbyggere vidst ikke kaldes!
Jeg var en smutter i østkystens hovedstad Tasiilaq (udtales Dasiilak), hvor der bor omkring 1800 indbyggere. Østkysten er langt den fattigste del af Grønland, og på følgende kort kan denne perles beliggenhed ses:
Tasiilaq er placeret et meget bakket sted, så det har ikke været muligt at lave en landingsbane, der er lang nok til, at AirGreenlands fly kan lande der. Derfor har de, som mange andre byer og bygder heroppe, kun en Heliport.
Det var denne frækkert, der fløj os fra mellemlandingslufthavnen i Kulusuk til Tasiilaq.
Selve Tasiilaq var, som resten af Grønland pt, fyldt med sne. Generelt virkede byen lidt øde, nok mest fordi afstanden mellem husene til tider var lang, grundet det stejle landskab:
En anden ting byen bar tydelig præg af, var alle slædehundene, der hylede og tudede dagen (og natten) lang. Ganske charmerende på en 4 dages tur, men tvivler på, det ville være det på et dagligt basis. Selvfølgelig skulle en slædehundetur prøves, når man sådan var kommet til en by med muligheden - Så Bjarke og jeg tog kontakt til en gut ved navn Lars, som skulle køre os en tur ud i det blå på hundeslæde.
Her er Lars ved at binde hundene til hundeslæden. Hundeslæden er ca. 1 meter længere end normale hundeslæder, en special konstellation Lars havde fået lavet, for at kunne have plads til flere på slæden.
Det der imponerede mig mest ved hele hundeslædeturen, var egentligt den vilje hundene besad, når den skulle trække os op ad stejle skråninger og den udholdenhed de havde. Jeg ville hvert fald være pænt udmattet efter at have løbet 40 km trækkende på 300 kg. Generelt var stilheden, kun afbrudt af hundenes trampen og pusten, virkelig fantastisk.
Hundeslæde - det skal prøves!
