søndag den 30. oktober 2011

Into the wild

Efter en hel weekend i en hytte i den grønlandske natur, forstår jeg virkelig hvad folk forelsker sig i heroppe... Selvom en hytte uden toilet, elektricitet og rindende vand normalt ville skræmme mig, så overvandt mit nye frilufts-jeg mit gamle forfængelige storbypige-jeg, og jeg forlod civilisationen (kan man kalde Nuuk det?) med en flok skønne mennesker.

Vi sejlede afsted i Molly - Bjarkes båd - fredag efter arbejde, og var først i hytten efter mørkets frembrud. Trods en lidt kaotisk ankomst med høje bølger, mørke og en meget kold hytte, endte fredag aften ret fantastisk med: chili con carne, Tegn og Gæt, vin, grønlandsk kaffe, øl, og så lidt mere grønlandsk kaffe. 

Skulle nogen være så uheldige ikke at vide hvad grønlandsk kaffe er, kan jeg informere om, at det er: Kaffe, Kahlua, Wiskey, Gran Marnier og flødeskum i en stor skøn samsurium!

Lørdag gik med brunch, en vandretur i fjeldet (med skydevåben), en laaang middagslur og bålhygge:


Fra højre: Sofie, Bjarke, Anne, Thomas, Jacob, Thomas, Danny og mig (forklædt som friluftstøjte).
Virkelig fantastisk at sidde i minusgrader omkring et bål, med nordlyset stående over hovedet:


Nederste billede viser hytten, bålet og nordlyset... Fuldstændig vanvittigt hvordan buldermørket i fjeldet fik nordlyset til at fremstå tydeligt. Lørdag aften gik som fredag med indtagelse af flydende varer og hygge.

Søndag sov hytten længe, og da vi omsider vågnede, stod solen allerede højt på himlen. Endte med at sidde det meste af middagen på terrassen i solen, fuldstændig fantastisk så meget solstrålerne varmede. På sejlturen tilbage mod Nuuk forsøgte vi os på at varme æbleskiver på grillen - absolut ingen succes, da smagen af røg ikke komplimenterer den søde velkendte smag af "jul".

Alt i alt: Absolut fantastisk weekend!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar